En global katastrofe

For 65 millioner år siden blev Jorden ramt af en global naturkatastrofe. Cirka halvdelen af alle arter af dyr og planter uddøde, deriblandt dinosaurerne.
En så stor katastrofe kaldes massedød.

I Stevns Klint ses katastrofen som et lille mørkt lag, kaldet Fiskeler. Forskere har undersøgt Fiskeleret for at få mere viden om katastrofen. Forskerne fandt bl.a. et meget højt indhold af grundstoffet iridium i Fiskeleret. Der findes kun lave mængder af iridium i Jordens skorpe. Et højt indhold af iridium må derfor komme udefra rummet – eller fra Jordens indre. Geologer er uenige om, hvorvidt katastrofen skyldtes voldsomme vulkaner eller en stor asteroide.