Under Den Kolde Krig fik alle danskere information om atomvåben. Der blev fx udsendt hæfter til alle hjem med titler som “Hvis krigen kommer” og “Om at overleve”. I hæfterne kunne man se, hvad man skulle gøre, hvis Danmark blev angrebet med atomvåben. For eksempel kunne man indrette et sikringsrum i kælderen eller i haven, så man bl.a. kunne beskytte sig mod den farlige stråling.
Et sikringsrum skulle både være stærkt og lufttæt. Det skulle være stort nok til, at hver person kunne få 2 kubikmeter luft. Der skulle også være nød-toilet, drikkevand og mad, der kunne holde sig lang tid. De færreste familier indrettede sikringsrum. Var truslen uvirkelig? Eller var chancen for at overleve et angreb for lille?
