Kirkens tegneserie

Kirkerne har altid været udsmykket med mønstre og farver. Da man begyndte at bygge stenkirker i 1100-tallet kunne udsmykningen laves som kalkmalerier.

Når en mur lige var pudset med kalk, kunne maleren tage fat. Farverne blev lavet af mineraler fra bjerge, miner eller jord, som blev blandet med fx voks. Når man havde pudset væggene skulle det gå hurtigt. Malerierne skulle laves inden kalken blev tør. Så kunne de holde i mange hundrede år.

Motiverne fortalte bibelens historie om Jordens skabelse, og om det gode og det onde. Når folk var i kirken, kunne de lære om kristendom ved at se på malerierne.

skabelsen-holtug
Kalkmaleriet viser verdens skabelse. Gud troner i midten. Til venstre ses de netop skabte fugle og fisk. Til højre pattedyr. Nederst til venstre styrtes Djævlen i Helvedes gab. Holtug Kirke ca. 1440.

I mange kirker kan du stadig se de gamle smukke kalkmalerier. I 1700-tallet var de fleste kalket over, men i dag bliver malerierne fint restaureret.