I hverdagslivet var der stor forskel på rige og fattige folk. Denne forskel var der også når man døde, og det havde betydning for, hvor man blev begravet. Det fineste sted at blive begravet var inde i kirken. Men efterhånden manglede der plads, og kirkerne fik problemer med grim lugt.
Fra 1805 skulle alle derfor begraves ude på kirkegården. Rige og fornemme folk blev begravet tæt på kirken. Fattige, ukendte folk blev ofte begravet ved kirkegårdens mur mod nord.
Dengang lignede kirkegårdene nærmest en græsmark med tuer. Der var ikke afmærkede pladser, og heller ingen stier. Mange gravminder var af træ og forsvandt hurtigt. Dog blev nogle grave markeret med store liggesten.
