De første sommerhuse

Stranden var i store træk øde da grosserer Jens Christian Groot i 1911 købte et stykke jord og byggede det første sommerhus.

Godt nok var pengene betydeligt mere værd dengang, men alligevel var priserne til at overse. De lokale solgte gladelig deres jord ved stranden, som de nærmest betragtede som værdiløs.

Som grosserer var Groot forretningsmand og vant til at tænke stort. Han byggede derfor, udenfor sit eget hus, 12 mindre huse til udlejning. Han kaldte sine huse for Solrød Strandbad. Han drev desuden både købmandsbutik og restaurant. Lejerne forpligtede sig bl.a. til at spise i eller få maden bragt ud, fra hans restaurant.