Karlstrup Kalkgrav ligger ved Solrød – lige sydøst for den lille landsby Karlstrup, ca. 10 km. nord for Køge og kun 500 m. vest for afkørsel 30 på Køge Bugt-motorvejen. Landevejen mellem Køge og Taastrup løber lige forbi, men fra denne vej er der intet at se, for kalkgraven ligger højt.
Du kommer ind til kalkgraven ved at køre til Silovej 2 og følge stien op til kanten.
Når du kommer op, åbenbarer der sig et stort hul på 500 gange 400 meter, hvis bund er dækket af en sø. Søens klare blågrønne vand og kalkgravens lyse vægge giver et fantastisk farvespil.
I kalkgravens vægge er der masser af fossiler.

Fiskeri
Lystfiskere har fået tilladelse til at drive “put and take” fiskeri på udsatte Regnbueørreder. Man kan enten være medlem af Solrød Sportsfiskerklub Regnbuen eller købe et dagskort.
Dykning
Det er forbudt at bade i kalkgravens sø, da vandet altid er meget koldt. Men hvis man er interesseret i dykning og medlem af en dykkerklub, kan man hos skovløberen få tilladelse til at dykke i kalkgravens sø.