Indtil slutningen af 1700-tallet gik den eneste brugbare og direkte vej fra Køge til København langs med stranden. Det er stort set der, hvor Gammel Køge Landevej går i dag. Den var berygtet for de mange slemme huller og det evige sand, der rakte tre mil. Man sagde om sandet, at “det kunne presse sveden ud paa hestene, endog i fodgang for en tom vogn”.
Det var altså en rigtig hård tur!
Der var derfor et stort behov for at få anlagt en ny vej til Køge. Vejen måtte dog lægges ind over Taastrup i stedet for at følge det gamle vejforløb.
I Danmark manglede man ekspertisen til at klare den slags arbejde. Derfor gjorde man ligesom i Frankrig, hvor der tidligt var blevet anlagt nogle store moderne veje, såkaldte chauseer. I 1764 kom der derfor tre franske vejingeniører til Danmark og de gik i gang med arbejdet.
De nye “linealveje”, som var opført med moderne metoder og principper, fulgte så vidt muligt rette linjer stedet for at følge landskabet. Der skulle derfor udføres meget store jordarbejder ved anlæggelsen. Da vejene var dyre at anlægge, blev de forsynet med landevejsbomme, som opkrævede betaling for færdsel på vejene, lige som vi kender det fra Storebælt og Øresundsbroen. De lå i Kildebrønde, Kagstrup (også kaldet Karlstrup) og ved Ølby.
Vejen var færdig i 1788.
Den gamle vej til Køge var så berygtet, at den havde sit eget ordsprog. Dette gamle ordsprog fra 1782 siger, at den eneste vej der er sværere at køre på end vejen til Køge, er vejen til himlen:
“Gud hjælpe den, der skal de store søge!
Den vej fast værre er, end vejen til Køge”
1.170 meninger om “Køge-Tåstrupvejen”
Lukket for kommentarer.