Den danske befolkning skulle også have mad. Regeringen sikrede sig, at al maden ikke blev sendt til Tyskland og England, og at danskerne kunne betale for maden. Der blev derfor lavet regler om, hvilken andel af maden, der skulle blive i Danmark, og hvilken pris den måtte koste. Politikerne sørgede også for, at befolkningen både i byerne og på landet havde tilstrækkeligt at spise.
Mange varer blev dog rationeret. Det betød, at hver familie fik nogle mærker, der skulle afleveres i forretningen, når moren fx gik på indkøb. Når mærkerne slap op, var der ikke mere at købe.
I løbet af krigen blev der færre og færre varer at købe, og så kunne moren risikere ikke at få mad med hjem, selv om hun havde rationeringsmærker til overs.
