Første verdenskrig er husket som skyttegravskrigen, hvor millioner af soldater blev skudt ned, når de blev beordret op af skyttegravene, eller døde når de første bombefly i løbet af krigen droppede bomber ned.
Det var også den første krig, hvor gasgranater gjorde utallige soldater midlertidig blinde og forgiftede i skyttegravene. Og de første tanks kørte ud af de store fabrikker, der på begge sider af krigen producerede krigsmateriel. Her blev det ofte kvinderne, der var ladt tilbage, der stod på fabriksgulvet og lavede de patroner og geværer, som skulle få deres mænd til at overleve. I Danmark hørte soldaterne om krigen i Europa gennem aviserne.
Vi må forestille os, at soldaterne regnede med, at det snart kunne være dem, der skulle kæmpe mod fjenden. Så selvom det var hårdt og kedeligt at grave skyttegrave, at stå vagt og være på udmattende øvelser, så drejede det alt sammen sig om soldaternes egen overlevelse og om Danmarks selvstændighed.
I begyndelsen af krigen var de danske soldater ikke klar over, om de ville se deres familier igen, når de vinkede farvel. Rigtig mange af de soldater, der skulle forsvare København fra Sjælland, kom fra Jylland.
Meget tid gik med at holde vagt.
