Sol og strand

Om sommeren cyklede mange københavnere ned til Greve med et telt og en sovepose for at bade, grille og få frisk luft. Det betød, at der om sommeren var dobbelt så mange mennesker i Greve. Det var de fleste glade for, men nogle husejere, der havde boet der længe, syntes det var irriterende med alle de mange mennesker og prøvede at forhindre, at der kom flere til.

Det lykkedes ikke, så i dag kan alle komme ned til stranden og soppe, bade, lufte hunden og sole sig.

Kampen om adgangen
Allerede fra 1906 sikrede den lokale befolkning på Greve-egnen sig adgang til stranden ved at opkøbe fælles “aktiestykker”. Hermed blev de garanteret muligheden for stadig at kunne hente sand og tang på stranden, samt have adgang til strandbad og fiskeri for sig selv og deres gæster. Den hidtil uhindrede adgang til stranden måtte nu sikres gennem fælleskøb. Dette var et modtræk til det hastigt voksende sommerhusbyggeri langs kysten fra slutningen af 1800-tallet, der opstod som følge af borgerskabets nye landliggerkultur.

Strandparken
Strandparken blev indviet i 1980. Køge Bugt Strandpark er menneskeskabt. Stranden blev dannet efter sidste istid, men i 1975 begyndte man at inddæmme området og plante klitterne til. Det forhindrer sandet i at flyve ind over Ishøj, Hundige og Greve. Man lavede stier, parkeringspladser, broer og toiletter. De gode faciliteter betyder, at alle kan komme ud og nyde naturen.